DEL
Facebook
Kunstnerisk Praksis
"Mine værker er kendetegnet ved et varieret brug af materiale og medier. Jeg arbejder med: fotografi, video, animation, installation, skulptur, tegning, artists` books og papirklip – og i et samspil imellem disse medier.

Jeg er fascineret af det umulige. I værkerne kredses der omkring oplevelsen af overskridelsen af det almindelige mulige. Værkerne går ind i forestillingens rum og lægger sig i grænserummet mellem virkelighed og forestilling. Det er der, i det uvisse, at værkerne kan tage over. Jeg arbejder med forandringer og skiftende tilstande igennem værkarbejde med; perception af form og skala, rummets indvirkning på tilstand-bevidsthed, det levende udtrykt i materialet, bevægelser og processer i naturen.

I en del af mine værker lader jeg naturen være en indgangsvinkel og billedrum for mine undersøgelser af forestilling og virkelighed. Naturen er en inspiration i mit arbejde med dens potentielle base for transformationer, former og fantasi. Den er en kilde til forundring og magi, som et element af vores virkelighed på den måde, at dette univers findes og at vi er til her - i dette øjeblik som også forandres eller forsvinder.

I mine fotografier bruger jeg iscenesættelsen af forskelligartede former, som gør at tid og sted flytter sig ind i et andet rum og skaber forskydninger af vores opfattelser af billedet og virkeligheden. Jeg arbejder med værker, der med stilhed, rum eller finurlighed, giver på tid til tilstedeværelsen og rum til forestillingen på grænsen mellem et forestillet og et muligt rum. Værkarbejdet drejer sig om at gøre umålelige og uerstattelige værdier i naturen og forestilling synlige i vores samfund. Den poetiske handling og skabelse af værker, der træder ind i diskussionens rum med billeder og rum, der insisterer på tid til eftertanke." Maja Ingerslev.
Hjemmesiden er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg
Copyright 2014. All Rights Reserved. © Maja Ingerslev.