Ni Blomstermyter
Texter fortolket fra myter og vandrehistorier; Maja Ingerslev 2018

”Narcissus psudonarcissus I - II”

I det spejlblanke vand ses
en smuk yngling Narcissos bøjer sig ned til et kys,
der forsvinder Mangen en nymfe ham elskede
Ekko til kun stemmen var tilbage
Narcissos spiser og sover ikke
venter på sin elskede fra søen
Døden ham bringer til Stryx vande
Der hvor han lå på bredden
vokser blomsten Narcissus frem.


”Anemone nemorosa”

Engang elsket af Zephyr
til skoven forvist og forvandlet
Nymfen Anemone der som blomsten gror
Kolde forårs vinde slår omkring hende
Vindenes gud Boreas blæser
Flora ej hendes mand Zephyr ville miste
Afrodite græd i skoven
dyrebare tårer
Himlen og jorden forvandler
tårene til anemoner
for Afrodites elsker Adonis

”Crocus”

Hyrdedrengen går i bjergene
Crocus forelsket i nymfen Smilax
Uendelig hans kærlighed er
da må guderne udødeliggøre dem begge
Forvandlet står Krokus og Takstræet
på bjerget

”Primula veris”

Hans far, Guden Priaus
frugtbarhedens Gud
Hans mor, Gudinden Flora
blomsternes Gudinde
Deres søn, Paralisos
død i kærlighedssorgen
over den elskede Melicutta
De ham forvandler til et flor af Primula

”Viola odorata”

Pigerne smukke unge
Allerdejligste for Eros øje
ej længere hans mor Afrodite
hun falder i vrede
Blå de slag banker
pigerne bort til violer
Guden Zeus forførte Io
Hans Heras vrede er sort i natten
Zeus forvandler Io til en hvid kvie
og for hende det stride græs
til søde violer

”Hyacinthus orientalis”

Slynges højt i skyerne
En diskos af hans hånd
Lysende smuk den unge Hyacinthos
Løber i legen med sin elskede Apollo
Hyacinthos ligger død
På jorden flyder blodet
Tilbage står Apollo forgæves
Forvandler blodet til Hyacinten
til et evigt minde

”Rosa”

Af havet fødes kærlighedsgudinden
Den skumfødte Afrodite
hvor havets skum mødes med jorden
gror hvide rosenbuske frem
Afrodite løber igennem skoven
hendes tårer forvandles til hvide rose
rhendes bare fødder såres af tornene
Blodet farver rosen rød
Hendes elsker Adonis er død
spiddet af vildsvinet i skoven

”Narcissus poeticus”

Fra himlen ser Nemesis
Den ene, den anden, dem alle
forgæves de elsker Narcissos
Bort svinder Ekko til en klippe
Ved sit sværds klinge går Aninia i døden
Narcissos rækker armene mod favnen
nede i vandets spejl
Tæt på men aldrig nær
der han forsvinder
På bredden hvide blomster med gule sole
spejler sig i vandet